Aabybro Mejeri kan noget helt særligt, og nu har mejeriet også vundet to ud af fem priser i Gourmetprisen 2025, som kårer Danmarks bedste mejeriprodukter.
Gammeldags kærnet smør med Læsø Sydesalt fra Aabybro Mejeri vinder sin kategori i Mejeriforeningens Gourmetprisen 2025. Foto: Chris Tonnesen. Må anvendes frit i forbindelse med omtale af Gourmetprisen og/eller smør fra Aabybro Mejeri.
Danmarks bedste smør og Danmarks bedste is kommer fra Aabybro.
Det lille mejeri i Vendsyssel vinder således Gourmetprisen 2025 i kategorien smør og blandingsprodukter med ”Gammeldags kærnet smør med Læsø sydesalt”, og i kategorien Is og desserter med ”Dansk flødeis med pistacie”.
Aabybro Mejeri er et familieejet mejeri, og Gourmetpriserne er også resultat af samarbejde. Således er det yngste generation, Niels Jørgen Lindhardt, der står bag pistacie-isen, og ældste generation, Niels Henrik Lindhardt, der står for smørret, i tæt samarbejde med deres medarbejdere.
”Vi arbejder med at holde fast i den gamle stolte mejeritradition, som vores forfædre og famille lagde grundsten til tilbage i 1888, hvor Aabybro Mejeri blev grundlagt,” siger Niels Henrik Lindhardt.
Dommernes kommentar til vindersmørret lyder:
”Den er eddermame nice, den her! Den smager jo vanvittigt godt. Flot matgult visuelt udtryk; man kan se, at den er kærnet. Teksturen er perfekt fast og kompakt, men smagen lykkes alligevel med at være frisk og græsset. Let og legende og i total balance. Giver mindelser om et godt fransk håndværkssmør. Så bliver det ikke meget bedre.”
Dommernes kommentar til pistacie-isen lyder:
”Glimrende pistacieis med en god og lækker tekstur. Her er en legering, der har virket – isen er flot stabiliseret og fast pga. tørstoffet i nødderne. Smagen er ren og klar. Den høje kvalitet af råvarerne er tydelig, og det samme er de håndværksmæssige færdigheder, som vi kan takke for det flotte resultat.”
”Det betyder rigtigt meget med disse to priser, og det er dejligt at få den anerkendelse fra professionelle og fra top-kokke. Så ved man som fagmand, at man har fat i noget af det rigtige, både smag og fagligstolthed – noget, som vi har arbejdet med i vores famille i mange år. Vi er meget taknemlige over, at vores gamle mejeri fra 1888 stadig kan være med på beatet,” siger Niels Henrik Lindhardt, som med udgangspunkt i Aabybro Mejeri grundlagde Ryå is sammen med sin far Anker Lindhardt.
For to år siden kom sønnen Niels Jørgen, som er mejeriteknolog, hjem for at videreudvikle mejeriet med sin faglige stolthed og nyeste viden inden for mejeribruget.
Om Gourmetprisen
Det er Mejeriforeningen, der står bag Gourmetprisen. Alle typer af mejeriprodukter produceret i Danmark kan være med i konkurrencen. Gourmetprisen uddeles hvert år med det formål at hylde danske mejeriprodukters gastronomiske værdi.
I denne konkurrence er det altså gastronomiske eksperter, der bedømmer produkterne på smag, og på parametre som for eksempel originalitet, nyskabelse og x-faktor.
Årets dommere er Brian Mark Hansen, køkkenchef på Michelin-restauranten Søllerød Kro og vinder af Bocuse d’Or 2023, Eric Vildgaard, køkkenchef hos og medejer af Restaurant Jordnær i Gentofte, som har tre Michelin-stjerner samt kulinarisk iværksætter og tv-vært Timm Vladimir.
I alt deltog 71 forskellige mejeriprodukter fordelt på fem forskellige kategorier i dysten om Gourmetprisen 2025.
GOURMETPRISEN 2025 – VINDERE OG FINALISTER i de fem kategorier:
SMØR OG BLANDINGSPRODUKTER
Vinder: Gammeldags kærnet smør med Læsø sydesalt fra Aabybro Mejeri
Finalister
- Gourmetsmør med Sydesalt fra Lindved Mejeri
- Arla Unika Saltet smør fra Arla Holstebro Mejeri
IS OG DESSERTER
Vinder: Dansk flødeis med pistacie fra Aabybro Mejeri
Finalister
- Cacao Upcycled fra Hansens Is
- Jordbærsmil fra Hansens Flødeis